Den seneste tid har vi arbejdet på at få Den Urbane Have gjort klar til sæsonen – der er blevet lagt ny flise belægning, og det helt ind til husmuren. Og det er blevet vildt godt, ikke alene pynter det gevaldigt sammenlignet med den vind og skæve samt manglende belægning fra før, men det er også langt mere praktisk. Det har også betydet at vi har fået flere kvadratmeter at brede os på, og derfor har vi lavet flere plantekasser, og udvidet med langt flere siddepladser end der var. Det har allerede nu vist sig, at være et klogt træk da haven de sidste to dage har været godt booket af alt fra eksamenslæsende, nogle der lige nyder en god bog, andre der sætter sig kortvarigt for at hilse på og en del der hænger ud. Vi har inddelt siddearealerne i tre, hvor den i midten er centreret omkring en stor flydesofa bygget af paller.
Der er kommet mere luft mellem plantekasserne, og vi har valgt lidt forskellige opstillinger, sådan at det dels føles som flere små haver, men også for at lege med formerne rent visuelt. Vi har som sidste år krukker stående i grupper rundt omkring, har suppleret med et altankasser som er skruet fast på et par af plantekasserne og så er der jo jordbærtønderne … dem er det desværre ikke lykkedes helt med, men vi lader os ikke slå ud og har bestemt os for at plante den ene til med sommerblomster og den anden med de jordbær der har overlevet, suppleret med nye. Desuden har vi lavet en krydderurtereol, den kommer der et særligt indlæg om, men du kan se den på billedet herunder.
Og så har vi bredt os udover urbanhavens areal – vi har gravet nogle buske op lige ved siden af haven, og har plantet fire bærbuske: vild hindbær, hindbær, stikkelsbær og ribs. Bare rolig, buskene har vi sat et andet sted i gården, da de ikke fejlede spor og da der her var “huller” i hækken.
Selvfølgelig er der løbende projekter i en have, f eks mangler der stadig at blive malet hist og pist, men overordnet set, så står byhaven nu klar.
Om ByBonden her er tilfreds? Det er vist ikke ordet, jeg er FORELSKET i vores edder-lækre-cool-skønne-smukke-dejlige-afslappende-sorte og grønne køkkenhave!
HUSK: at du kan følge den_urbane_have på Instagram!
