Man kan købe sig til alskens smart forspire-gear og grej, men hvis man skal forspire en del så løber det jo op og bliver en halv-kostbar affære. Og så er der jo en anden væsentlig faktor: miljøet. I min optik bruger vi RIGELIG emballage, plastik og skidt og ragelse, og derfor bruger jeg gerne forskellige løsninger til at forspire-projektet. Alle genbrug af den ene eller den anden slags.
Du kan se hvilke sager jeg genbruger på billederne herunder – jeg har ikke udlevet mit indre pyntegen, men hvis du har hang til den slags, så slå et smut forbi Pinterest, der er virkelig mange fine idéer og tips at finde der! Du kan bruge søgeord som: urbangardening, windowfarming, plants, potting, reusable planting containers (diy), forspire osv osv.
Her har jeg brugt paprøret fra toiletruller – super enkelt! Man bukker blot bunden op sådan at det danner en lukning, fylder med jord og sår frøene. Volia. Husk at stil dem på noget der kan tåle vand. Når planterne tager godt fat, ompottes de i en større potte. Her har jeg sået solsikker af frø jeg samlede fra solsikker fra en genbos barndomshave i efteråret. Novra hvor jeg glæder mig til at sætte dem i gården! (Og måske begå lidt guerilla gardening ovre på Genforeningspladsen?)
Og her er der brugt henkogningsglas, som fungerer som et mini-drivhus så længe frøet vokser sig til. Så snart planten vokser sig til,skal den over i en anden potte, og husk endelig ikke at overvande, da der ikke er dræn i bunden! Man kan bruge patentlukningen til at lette på låget i løbet af dagen hvis der bliver for dugget og varmt indeni.
Derudover genbruger jeg ALLE plastikpotter, lige fra de små man får hyacinter i, til større potter. De skal blot rengøres, og så er der klar til brug. Igen og igen. Kønne er de næppe, men super praktiske, og nu man alligevel får dem indenfor, så kan man jo lige så godt sørge for at bruge dem igen.
En anden super smart løsning, er ikke noget jeg har genbrugt, men et materiale som består af genbrug og er økologisk fremstillet, og det er forspire-potter/tørvepotter. De fås i mange udgaver, men jeg vil anbefale at man går efter dem der er lavet af biologisk nedbrydeligt materiale. På den måde kan man også plante dem direkte på så-stedet! Du kan bla få dem her.
Der findes mange andre løsninger, eks vis at folde spire potter af avispapir, og faktisk er det blot om at tænke kreativt når man går i gang med forspire-projektet.
Har du et godt genbrugs-tip til forspiring?
